Aleqa Hammond | |
Parti | Siumut Fra 26 oktober 2021 Indtil 22 august 2016 Nunatta Qitornai 25 april 2018 – 26 oktober 2021 Løsgænger 23 august 2016 – 24 april 2018 |
Kreds | Grønland |
Aleqa Hammond (født 23 september 1965 i Narsaq) er tidligere formand for Naalakkersuisut, samt tidligere inatsisartutsmedlem, folketingsmedlem og formand for Siumut.
Biografi
Aleqa Hammond blev uddannet som lærer fra Iqaluit i Nunavut, Canada. Hun har blandt andet arbejdet som koordinator for Greenland Tourism, samt kommisær for Inuit Circumpolar Conference. I nogle år var hun turistchef for byen Qaqortoq. Hun har blandt andet været bestyrelsesmedlem for South Greenland Tourism og Great Greenland, og har været protektor for Avannaata Qimussersua – Grønlands nationale hundeslædeløb.
Hammond blev valgt til Inatsisartut ved valget i 2005, valgt for Siumut. Efter dette valg blev hun også minister i Hans Enoksens fjerde og femte regeringer. Her fik hun ansvar for familie-, justits-, udenrigs- og finansanliggender. Hun blev genvalgt ved valget i 2009, hvor Siumut fik et historisk dårligt valg. Formanden Hans Enoksen valgte derfor at træde tilbage, og Hammond blev valgt som ny formand for partiet.
Ved inatsisartutsvalget i 2013 blev Hammond igen genvalgt. Efter dette valg blev hun Grønlands første kvindelige formand for Naalakkersuisut, og ledede Grønland i cirka halvandet år. I 2014 trådte hun tilbage, både som formand for Siumut, formand for Naalakkersuisut og som inatsisartutsmedlem. Årsagen var at det var kommet frem, at hun havde undladt at tilbagebetale cirka 100.000 kroner som den grønlandske stat havde lagt ud for hende.
I 2015 stillede Hammond op til folketingsvalget og blev valgt for Siumut. I 2016 endte hun igen i en skandale, da hun havde misbrugt sit kreditkort udstedt af Folketinget. Hun blev derfor ekskluderet af Siumut, og fortsatte i Folketinget som løsgænger. Dette varede i cirka to år, indtil hun i 2018 sluttede sig til det nystiftede parti Nunatta Qitornai. Hun repræsenterede partiet i resten af folketingsperioden, og stillede også op for partiet ved folketingsvalget i 2019. Hun opnåede dog ikke valg.
Ved inatsisartutsvalget i 2018 forsøgte Hammond også at opnå valg for Nunatta Qitornai, men partiet fik kun ét mandat, hvilket gik til partiets stifter Vittus Qujaukitsoq. Hammond agerede dog stedfortræder for Qujaukitsoq i nogle måneder i 2021. Senere i 2021 valgte hun at forlade Nunatta Qitornai igen, og blev igen en del af Siumut.
Folkevalgt
- Folketingsmedlem: 18 juni 2015 – 5 juni 2019
- Inatsisartutsmedlem: 22 november 2005 – 28 november 2014
Stedfortræder
- Inatsisartut 2018 – 2021
- Stedfortræder for Vittus Qujaukitsoq: 1 januar 2021 – 6 april 2021
Ministerposter
- Formand for Naalakkersuisut og udenrigsminister: 5 april 2013 – 1 oktober 2014
- Finans- og udenrigsminister: 18 juni 2007 – 26 september 2008
- Familie-, justits- og udenrigsminister: 1 maj 2007 – 18 juni 2007
- Familie- og justitsminister: 1 december 2005 – 1 maj 2007
Andre hverv
- Formand for Siumut: 2009 – 18 oktober 2014
Kilder
- Altinget.dk/… (Altinget)
- Baggrund.com/… (Breum, M. (2014))
- Denstoredanske.lex.dk/… (Den Store Danske)
- Folketingets Oplysning (2015)
- Ft.dk/… (Folketinget)
- Sermitsiaq.ag/… (Dollerup-Scheibel (2016))
- Sermitsiaq.ag/… (Lindstrøm, M. (2021))