
Billede: Socialistisk Folkeparti, Wikimedia Commons. Billedet er fri af ophavsret.
Socialistisk Folkeparti, ofte forkortet SF, er et politisk parti i Danmark. Partiet blev stiftet i 1958 og har været uafbrudt repræsenteret i Folketinget siden.
Partiets nuværende leder er folketingsmedlem og tidligere minister Pia Olsen Dyhr.
Indhold
Socialistisk Folkeparti
Historie
Udbrud og stiftelse

Billede: Socialistisk Folkeparti, Wikimedia Commons, CC BY
I 1956 invaderede Sovjetunionen Ungarn, hvilket folketingsmedlem Aksel Larsen kritiserede. Larsen var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men blev ekskluderet fra partiet i 1958, blandt andet på grund af hans kritik af Sovjetunionen. Han ønskede en dansk socialistisk politik uafhængig af Sovjetunionens ageren, og anmeldte i november 1958 partiet Socialistisk Folkeparti. Året efter blev partiet officielt stiftet. SF stillede for første gang op ved folketingsvalget i 1960, og fik 11 mandater ved valget. Ved samme valg røg Danmarks Kommunistiske Parti helt ud af Folketinget.
Ved folketingsvalget i 1966 vandt SF 20 mandater og formåede at danne et venstreorienteret flertal i Folketinget med Socialdemokratiet og færøske Javnaðarflokkurin. Samarbejdet var ustabilt, og allerede i december 1967 blev det røde flertal sat på prøve da tre af SFs folketingsmedlemmer forlod partiet og dannede Venstresocialisterne. Måneden efter udskrev den socialdemokratiske regering valg, hvor SF gik markant tilbage til 11 medlemmer, mens udbryderpartiet Venstresocialisterne kom over spærregrænsen og vandt 4 mandater.
Et parti i udvikling

Billede: Fototeca, Wikimedia Commons. Billedet er fri af ophavsret.
Ved de efterfølgende valg forblev SF en forholdsvis markant gruppe i Folketinget. I 1974 blev Gert Petersen valgt som formand, hvilket dog ikke hjalp partiet ved de efterfølgende valg. Først ved folketingsvalget i 1981 kom partiet op over 20 mandater igen. Partiet forblev over 20 mandater i løbet af 80erne. Ved folketingsvalget i 1987 fik partiet sit bedste valgresultat til dato, med 27 mandater. Dette gjorde SF til det tredje-største parti i Folketinget. Denne folketingsperiode var dog kortvarig, da der allerede året efter blev udskrevet valg.
SF var umiddelbart ikke tilhænger af hverken EU- eller NATO-samarbejdet. Deres modstand blev dog over tid blødt op, og efter at Holger K. Nielsen blev valgt som formand for partiet i 1991 forsvandt modstanden efterhånden fuldstændigt. Partiet har været repræsenteret uafbrudt i Europa-Parlamentet siden Danmarks indtræden i unionen i 1979.
SF i regering

Billede: Det Kgl. Biblioteks Billedsamling. Billedet kan være underlagt ophavsret.
I 1990erne var SF en vigtig del af de socialdemokratiske regeringers parlamentariske grundlag, og på den måde fik partiet betydelig indflydelse. Dog var vælgertilslutningen dalende i løbet af 90erne og 00erne. I 2005 blev Villy Søvndal valgt som ny formand for partiet, og han formåede at stoppe SFs vælgerflugt ved folketingsvalget i 2007. Her fik SF 23 mandater. Også ved kommunalvalget i 2010 fik SF et godt valg, og fik mere end fordoblet antallet af byrådsmedlemmer sammenlignet med det foregående valg.
Ved det næste folketingsvalg i 2011 fik SF 16 mandater, og blev her for første gang et regeringsparti. SF gik i regering med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, men dette samarbejde var vanskeligt for SF. Partiet var tvunget til at indgå mange ubehagelige kompromisser, og efter noget tid med disse vanskeligheder trådte Villy Søvndal tilbage som formand i 2012. Annette Vilhelmsen blev valgt som formand, hvilket var en overraskelse for mange. Efter to år på posten som formand, og med et fortsat vanskeligt regeringssamarbejde, valgte Vilhelmsen at træde tilbage som formand i 2014. Samtidig udtrådte SF fra regeringen. Partiets nye formand blev Pia Olsen Dyhr.
Moderne fremgang

Billede: William Vest-Lillesøe, Wikimedia Commons, CC BY-SA
Efter regeringsproblemerne fik SF et dårligt valg ved folketingsvalget i 2015, hvor de kun vandt 7 mandater. Vælgertilslutningen er senere kommet gradvist tilbage, med gode valgresultater ved de efterfølgende folketingsvalg. Især ved Europa-Parlamentsvalg har SF haft gode resultater, særligt ved valget i 2024 hvor partiet for første gang oplevede at blive det største parti ved et landsdækkende valg. Spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen fik flest stemmer af alle kandidater ved dette valg, og SF vandt tre af Danmarks femten mandater.
Ledere
| # | Leder | Periode |
|---|---|---|
| 1 | Aksel Larsen | 1958 – 1968 |
| 2 | Sigurd Ømann | 1968 – 1974 |
| 3 | Gert Petersen | 1974 – 1991 |
| 4 | Holger K. Nielsen | 1991 – 28. april 2005 |
| 5 | Villy Søvndal | 28. april 2005 – 13. oktober 2012 |
| 6 | Annette Vilhelmsen | 13. oktober 2012 – 13. februar 2014 |
| 7 | Pia Olsen Dyhr | 13. februar 2014 – nu |
Valgresultater
Folketinget
Europa-Parlamentet
Regionsråd
Medlemmer
Listen er ufuldstændig.
Folketinget
- Sigurd Agersnap (2022–nu)
- Kirsten Normann Andersen (2016–nu)
- Theresa Berg Andersen (2022–nu)
- Lisbeth Bech-Nielsen (2011–nu)
- Anne Valentina Berthelsen (2019–nu)
- Marianne Bigum (2022–nu)
- Astrid Carøe (2019–nu)
- Karina Lorentzen Dehnhardt (2007–2015, 2019–nu)
- Pia Olsen Dyhr (2007–nu)
- Karsten Hønge (2007–2011, 2015–nu)
- Sofie Lippert (2022–nu)
- Signe Munk (2019–nu)
- Charlotte Broman Mølbæk (2019–nu)
- Mads Olsen (2024–nu)
- Carl Valentin (2019–nu)
Europa-Parlamentet
- Rasmus Nordqvist (2024–nu)
- Kira Marie Peter-Hansen (2019–nu)
Tidligere medlemmer
Se siden for medlemmer af Socialistisk Folkeparti for tidligere medlemmer.
Kilder
- Arbejdermuseet.dk/… (Arbejdermuseet)
- Danmarkshistorien.dk/… (Danmarkshistorien)
- Denstoredanske.lex.dk/… (Den Store Danske)
- Dr.dk/… (DR)
- Sf.dk/… (SF)