Konservative Folkeparti

Posted on By

Det Konservative Folkeparti er et politisk parti i Danmark. Partiet blev stiftet i 1916 og har været repræsenteret uafbrudt i Folketinget siden.

Partiets nuværende leder er folketingsmedlem og tidligere minister Søren Pape Poulsen.

I Europa-parlamentet er det Konservative Folkeparti en del af gruppen EPP – Det Europæiske Folkeparti.

Konservative Folkeparti

Historie

I 1915 blev en grundlovsændring vedtaget. Denne grundlovsændring ændrede valgretten til landstingsvalgene, hvilket fjernede den privilegerede valgret. Den privilegerede valgret betød at de rigeste og højst-beskattede valgte halvdelen af valgmændene, hvilket var en fordel for de to konservative partier: Højre og de Frikonservative. Med fjernelsen af den privilegerede valgret blev de konservative politikere tvunget til at stille op til landstingsvalg på lige vilkår med andre partier. På det grundlag gik Højre og de Frikonservative sammen med en lille gruppe af politikere fra Venstre. Sammen stiftede de det Konservative Folkeparti. Det første partiprogram for det nye parti blev offentliggjort 18 december 1915, men partiet blev først officielt stiftet 22 februar 1916.

Ved folketingsvalgene inden stiftelsen havde Højre fået historisk dårlige valg. Ved folketingsvalget i 1918 kom det nystiftede Konservative Folkeparti i Folketinget med 22 mandater, og ved de efterfølgende folketingsvalg forblev partiet på 26–30 mandater. I 1920 blev de Konservative støtteparti for Niels Neergaards Venstre-regering, og denne støttede de fortsatte til 1924. Samarbejdet mellem de to partier var konfliktfyldt, og da de Konservative igen skulle agere støtteparti for Venstre i 1926 blev problemerne kun større. I 1929 undlod de Konservative at stemme til finansloven, og regeringen faldt på det grundlag.

Socialdemokratiet kom til magten, men de Konservative fortsatte med at ligge stabilt ved folketingsvalgene. Da Danmark blev besat under Anden Verdenskrig indgik de Konservative i samlingsregeringerne under Thorvald Stauning. Efter krigen tog det Konservative Folkeparti nogle ændringer i partiprogrammet, hvilket medførte splittelse i partiet og blandt dets vælgere. På trods af det indgik partiet i sin første regering efter folketingsvalget i 1950. Med Venstre-politikeren Erik Eriksen som statsminister fik de Konservative seks ministerier, heriblandt Udenrigsministeriet.

Efter grundlovsændringen i 1953 trak det Radikale Venstre deres støtte til regeringen. Dette resulterede i 15 år med Socialdemokratiet ved magten, men det påvirkede ikke de Konservatives vælgertilslutning negativt. I perioden fra 1953 – 1968 steg partiets vælgertilslutning og de Konservative lå stabilt på 30–36 mandater. Ved folketingsvalget i 1968 blev de Konservative det næststørste parti i Folketinget med 37 mandater, kun overgået af Socialdemokratiet. Sammen med Venstre og de Radikale havde de tre partier flertal i Folketinget, og sammen dannede de regering med de Radikales Hilmar Baunsgaard som statsminister. Knud Thestrup var i 1965 blevet de Konservatives leder, og i regeringen fik han posten som Justitsminister.

Regeringen varede til næste folketingsvalg i 1971, hvor Socialdemokratiet igen fik statsministerposten. Det efterfølgende folketingsvalg var Jordskredsvalget i 1973. De gamle partier, heriblandt de Konservative, led store tab ved valget, til fordel for nye og mindre partier. Det Konservative Folkeparti fik 16 mandater, og vælgertilslutningen dalede fortsat. Ved folketingsvalget i 1975 fik de Konservative kun 10 mandater og befandt sig i en kritisk situation. Året inden var Poul Schlüter blevet partiets formand, og det var op til ham at genrejse partiet. Dette formåede han i løbet af de næste valg.

Ved folketingsvalget i 1981 fik partiet 26 mandater, men Anker Jørgensen fra Socialdemokratiet kunne fortsætte som statsminister. Dette varede indtil 10 september 1982 hvor han trådte tilbage, men undlod at udskrive folketingsvalg. En ny regeringskoalition blev dannet med Konservatives Poul Schlüter som statsminister. Også i regeringen var Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Det efterfølgende folketingsvalg blev afholdt i 1984, hvor det Konservative Folkeparti fik sit bedste resultat til dato, med 42 mandater. Poul Schlüter fortsatte som statsminister indtil 1993, men regeringspartierne ændrede sig undervejs. Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti var ikke længere en del af regeringen efter 1988, og fra 1988–1990 var det Radikale Venstre en del af regeringen. Fra 1990–1993 bestod regeringen kun af de Konservative og Venstre.

Erik Ninn-Hansen havde været Justitsminister fra 1982–1989, og i 1993 var det kommet frem at Ninn-Hansen havde været ansvarlig for en række ulovlige behandlinger om familiesammenføring for tamilske flygtninge. Denne sag, som blev kendt som Tamilsagen, fik Poul Schlüter til at trække sig tilbage som statsminister. Schlüter udskrev ikke valg, og regeringsmagten blev givet til Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, som dannede ny regering.

Efter Tamilsagen var de Konservative plaget af interne stridigheder og skiftende formænd. I 1999 blev Bendt Bendtsen partiets nye leder, og han formåede at skabe ro og standse mange af partiets problemer. I 2001 indgik partiet igen i regering med Venstre, med Anders Fogh Rasmussen fra Venstre som statsminister. Dette regeringssamarbejde varede indtil 2011. I 2008 var Bendt Bendtsen trådt tilbage som leder af de Konservative, og efter en kort periode med Lene Espersen som leder blev Lars Barfoed partiets nye leder i 2011. Ved folketingsvalget samme år fik de Konservative kun 8 mandater og blev derved det mindste af de danske partier i Folketinget.

Det Konservative Folkeparti blev valgt ind i Europa-Parlamentet ved det første danske Europa-parlamentsvalg i 1979. Her fik partiet 2 af Danmarks 16 mandater. Ved Europa-parlamentsvalget i 1984 fik Konservative 4 mandater og blev, sammen med Folkebevægelsen mod EU, det største danske parti i Europa-Parlamentet. Siden 1999 har de Konservative uafbrudt haft ét mandat i Europa-Parlamentet.

I 2014 blev ledelsen af partiet givet til Søren Pape Poulsen, som dog ikke formåede at vende den nedadgående vælgertilslutning. Ved folketingsvalget i 2015 fik partiet deres historisk dårligste valg med kun 6 mandater. På trods af dette indgik partiet i Løkke Rasmussen III-regeringen, hvor de Konservative fik tre ministerposter. Også i regeringen var Liberal Alliance og Venstre. Regeringssamarbejdet tvang Liberal Alliance til at indgå kompromiser, hvilket blev straffet af vælgerne ved folketingsvalget i 2019. Modsat blev de Konservative belønnet, ved at få fordoblet sit mandattal til 12 mandater.

Ledere

#LederPeriode
1Emil Piper1916 – 1928
2Charles Tvede1928 – 1932
3John Christmas Møller1932 – 1939
4Vilhelm Fibiger1939 – 1948
5Halfdan Hendriksen1948 – 1957
6Einar Foss1957 – 1965
7Knud Thestrup1965 – 1972
8Erik H. Clemmensen1972 – 1974
9Poul Schlüter1974 – 1977
10Ib Stetter1977 – 1981
(9)Poul Schlüter1981 – 1983
11Torben Rechendorff1983 – 1995
12Hans Engell1995 – 1997
13Per Stig Møller1997 – 1998
14Poul Andreassen1998 – 5 august 1999
15Bendt Bendtsen5 august 1999 – 9 september 2008
16Lene Espersen9 september 2008 – 13 januar 2011
17Finn Poulsen13 januar 2011 – 12 marts 2011
18Lars Barfoed12 marts 2011 – 8 august 2014
19Søren Pape Poulsen8 august 2014 – nu

Repræsentation

Folketinget



Europa-Parlamentet

Regionsråd

Landstinget

Medlemmer

Nuværende medlemmer

Folketinget

Ministre

Europa-Parlamentet

Regionsråd

Kommunalråd

 

Tidligere medlemmer

Folketingsmedlemmer

Stedfortrædere

Ministre

EP-medlemmer

Regionsrådsmedlemmer

Byrådsmedlemmer

Landstingsmedlemmer

Amtsrådsmedlemmer

Partier