
Billede: Wikimedia Commons. Billedet er fri af ophavsret.
Alternativet er et politisk parti i Danmark. Partiet blev grundlagt i 2013 og har været officielt repræsenteret i Folketinget siden 2015.
Partiets leder er folketingsmedlem Franciska Rosenkilde.
Indhold
Alternativet
Historie

Billede: News Øresund – Thea Wiborag, Wikimedia Commons, CC BY
I september 2013 meldte folketingsmedlem og tidligere kulturminister Uffe Elbæk sig ud af Radikale Venstre. Den 27. november samme år grundlagde han Alternativet og begyndte indsamlingen af vælgererklæringer. Mens erklæringerne blev indsamlet, fortsatte Elbæk som løsgænger i Folketinget. Den 13. marts 2015 blev partiet officielt opstillingsberettiget, og Elbæk repræsenterede herefter Alternativet i Folketinget. Ved folketingsvalget i 2015 opnåede partiet 4,8% af stemmerne, hvilket gav ni mandater og sikrede dets fortsatte repræsentation. Alternativet blev genvalgt ved folketingsvalget i 2019.
Den 1. februar 2020 trådte Uffe Elbæk tilbage som leder, og Josephine Fock blev valgt som hans afløser. Kort efter opstod interne konflikter i partiet, hvilket førte til, at Elbæk, Sikandar Siddique, Susanne Zimmer og Rasmus Nordqvist forlod partiet i marts 2020. Dette efterlod Alternativet med kun ét mandat i Folketinget, besat af Torsten Gejl. Senere samme år trådte Fock tilbage som leder, og Gejl fungerede som midlertidig leder frem til februar 2021, hvor Franciska Rosenkilde blev valgt som ny leder.

Billede: Leif Jørgensen, Wikimedia Commons, CC BY
Op til folketingsvalget i 2022 blev tre grønne partier opstillingsberettiget: Alternativet, Frie Grønne og Veganerpartiet. Yderligere to partier, De Grønne og Momentum, samlede vælgererklæringer. Kort før valget gik Veganerpartiet og De Grønne sammen om at danne Grøn Alliance, som derefter blev en del af Alternativet. Momentum sluttede sig også til Alternativet, der dermed blev en samlingsliste for flere grønne partier. Frie Grønne valgte dog at stå uden for samarbejdet.
På trods af lave meningsmålinger opnåede Alternativet fremgang ved folketingsvalget i 2022 og vandt seks mandater. Fem af de valgte var originale medlemmer af Alternativet, mens ét mandat kom fra Momentum. Dette mandat var besat af Momentums stifter Theresa Scavenius, som dog forlod Alternativet kort efter valget grundet samarbejdsvanskeligheder med de øvrige folketingsmedlemmer.
Ledere
# | Leder | Periode |
---|---|---|
1 | Uffe Elbæk | 27. november 2013 – 1. februar 2020 |
2 | Josephine Fock | 1. februar 2020 – 14. november 2020 |
3 | Torsten Gejl (a.i.) | 14. november 2020 – 7. februar 2021 |
4 | Franciska Rosenkilde | 7. februar 2021 – nu |
Valgresultater
Folketinget
Medlemmer
Folketinget
- Helene Liliendahl Brydensholt (2022–nu)
- Sascha Faxe (2022–nu)
- Torsten Gejl (2015–nu)
- Karin Liltorp (2025–nu)
- Christina Olumeko (2022–nu)
- Franciska Rosenkilde (2022–nu)
Kommunalråd
- Emil Sloth Andersen (2023–nu)
- Mira Issa Bloch (2018–nu)
- Birgitte Kehler Holst (2022–nu)
- Stine Isaksen (2022–nu)
- Troels Christian Jakobsen (2021, 2022–nu)
- Joachim Plaetner Kjeldsen (2018–nu)
Tidligere medlemmer
Se siden for medlemmer af Alternativet for tidligere medlemmer.
Kilder
- Alternativet.dk/… (Alternativet)
- Denstoredanske.lex.dk/… (Den Store Danske)
- Dipd.dk/… (DIPD)
- Dr.dk/… (DR)