Socialdemokratiet

Posted on By
Logo for Socialdemokratiet
Billede: Wikimedia Commons. Billedet er fri af ophavsret.

Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark. Partiet blev stiftet i 1871 og har været repræsenteret i Folketinget siden 1884.

Partiets nuværende leder er statsminister Mette Frederiksen.

I Europa-parlamentet er Socialdemokratiet en del af gruppen PES – De Europæiske Socialdemokrater.

Socialdemokratiet

Historie

En agitator af Erik Henningsen. Billedet viser en socialdemokrat holde en tale på Nørrefælled.
Billede: Erik Henningsen, Wikimedia Commons. Billedet er fri af ophavsret.

I 1871 havde Louis Pio anonymt udsendt nogle socialistiske blade, som opfordrede de danske arbejdere om at forenes. Sammen med Harald Brix og Paul Geleff stiftede Pio Den Internationale Arbejderforening for Danmark den 15 oktober 1871. Foreningen fik hurtigt et højt medlemstal, og blev repræsentant for de danske arbejdere. I maj 1872 afholdte Murersvendelauget en strejke, og den Internationale Arbejderforening med Pio i spidsen gik hurtigt ind i kampen. 5 maj 1872 indkalde Pio til møde på Nørrefælled. Politiet frygtede en revolution og forbød afholdelse af mødet, på trods af at forbuddet var grundlovsstridigt. For at forhindre mødet blev Arbejderforeningens stiftere Pio, Brix og Geleff anholdt. Mange arbejdere mødte op på trods af forbuddet og anholdelserne, og dette resulterede i et stort slagsmål som senere er blevet kendt som ‘slaget på Fælleden’.

Den Internationale Arbejderforening blev forbudt i 1873, men dette stoppede ikke arbejderbevægelsen. I 1878 blev foreningen delt op i politisk parti og fagforening, og det politiske parti blev kendt som Socialdemokratisk Forbund. Partiet stillede op til alle folketingsvalg siden stiftelsen i 1871, men det var først ved folketingsvalget i 1884 at de blev valgt ind i Folketinget. Her fik partiet 2 mandater, og ved de efterfølgende valg fik Socialdemokratisk Forbund mellem 1–3 mandater. Ved folketingsvalget i 1895 begyndt vælgertilslutningen at stige, og partiet fik 8 mandater. Partiet fik flere og flere mandater efter hvert valg, og ved folketingsvalget i 1909 sad Socialdemokratisk Forbund med 24 mandater. Dette gjorde partiet større end Radikale Venstre, men da Socialdemokratisk Forbund ikke var interesseret i at indgå i regering, valgte de i stedet at agere støtteparti for de Radikales Carl Theodor Zahles regering.

Thorvald Stauning (th) på hans rejse til Grønland i 1930.
Billede: Det Kgl. Biblioteks Billedsamling. Billedet er fri af ophavsret.

Zahle mistede statsministerposten ved det efterfølgende valg, men med støtte fra Socialdemokratisk Forbund blev han igen statsminister fra 1913 – 1920. Ved folketingsvalget i 1913 havde Socialdemokratisk Forbund fået 32 mandater og var blevet Folketingets næststørste parti. Vælgertilslutningen fortsatte med at stige, og efter folketingsvalget i 1924 sad Socialdemokratisk Forbund med 55 mandater i Folketinget. Da Venstre var gået tilbage ved valget, betød dette at Socialdemokratisk Forbund for første gang var Folketingets største parti. Med støtte fra Radikale Venstre dannede Thorvald Stauning en regering bestående kun af Socialdemokratisk Forbund.

Ved folketingsvalget i 1926 mistede Stauning statsministerposten til Venstres Thomas Madsen-Mygdal, men posten blev genvundet ved folketingsvalget i 1929. Her fik Socialdemokratisk Forbund 61 mandater, og dannede regering med Radikale Venstre. Denne regering varede indtil Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig i 1940. Stauning fortsatte som statsminister under de første år af besættelsen, men som leder af en samlingsregering bestående af de største af Folketingets partier.

Valgplakater ved folketingsvalget i 1935.
Billede: Det Kgl. Biblioteks Billedsamling. Billedet kan være underlagt ophavsret.

Under besættelsen valgte regeringen at samarbejde med de nazistiske besættere, en betegnelse som senere blev kendt som ‘samarbejdspolitikken’. Denne politik holdt nazisterne fra magten, men tvang regeringen til at indgå flere ubehagelige kompromiser. Eksempelvis måtte Folketinget vedtage en grundlovsstridig lov, der forbød kommunisme og kommunistpartierne. 29 august 1943 blev kompromiserne for mange, og den danske regering gik af. Dog fortsatte dele af regeringsarbejdet.

Efter Staunings død i 1942 blev Vilhelm Buhl den nye statsminister, fortsat i samlingsregeringen. Efter krigen faldt Socialdemokratisk Forbunds vælgertilslutning, og partiet gik tilbage ved folketingsvalget i 1945. Her fik de 48 mandater og mistede regeringsmagten. Den blev genvundet ved folketingsvalget i 1947, med Hans Hedtoft som statsminister. Hedtoft fortsatte som statsminister indtil 1950 og blev statsminister igen fra 1953 og indtil hans død i 1955. Herefter overtog Hans Christian Svane Hansen posten som statsminister, og efter hans død i 1960 overtog Viggo Kampmann. Efter Kampmann sad Jens Otto Krag som Socialdemokratisk Forbunds statsminister.

Ved folketingsvalgene i 1960 og 1964 fik Socialdemokratisk Forbund deres bedste valg til dato, med 76 mandater begge gange. I 1965 skiftede partiet navn til Socialdemokratiet. Ved de efterfølgende valg gik partiet tilbage, men var fortsat det største parti. Først efter folketingsvalget i 1968 lykkedes det oppositionspartierne at danne et flertal uden om Socialdemokratiet. Her blev Radikale Venstres Hilmar Baunsgaard statsminister, men dette varede kun indtil det efterfølgende valg hvor Jens Otto Krag igen blev statsminister. I 1972 overtog Anker Jørgensen statsministerposten, og han var partiets leder ved jordskredsvalget i 1973. Her gik Socialdemokratiet markant tilbage, og mistede 24 mandater, hvilket betød at de nu sad med 46 mandater.

Venstres Poul Hartling sad som statsminister indtil det efterfølgende valg i 1975 hvor Anker Jørgensen igen blev statsminister. Han fortsatte som statsminister indtil 1982, hvor han trådte tilbage uden at udskrive folketingsvalg. Med undtagelse af en kort periode fra 1978–1979, havde regeringen bestået udelukkende af Socialdemokratiet. I den korte periode fra 1978–1979 bestod regeringen af Socialdemokratiet og Venstre. Da Jørgensen trådte tilbage i 1982 blev statsministerposten overtaget af de Konservatives Poul Schlüter, som sad som statsminister indtil 1993.

Poul Nyrup Rasmussen under et møde i EU i 2005.
Billede: European People’s Party, Wikimedia Commons, CC BY

Socialdemokratiet blev valgt ind i Europa-Parlamentet ved det første danske Europa-parlamentsvalg i 1979, og har været repræsenteret med 2–5 mandater siden. Partiets bedste Europa-parlamentsvalg ved valget i 2004, hvor 5 af Danmarks 13 mandater blev vundet af Socialdemokratiet.

I 1993 trådte Schlüter tilbage på grund af Tamilsagen. Tamilsagen handlede om at justitsminister Erik Ninn-Hansen havde været ansvarlig for en række ulovlige behandlinger om familiesammenføring for tamilske flygtninge. Schlüter udskrev ikke folketingsvalg da han trådte tilbage, hvilket gav Socialdemokratiet mulighed for at danne regering. Dette gjorde de, med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen. Nyrup Rasmussen sad som statsminister indtil 2001, med forskellige partier i regering. Fra 1993–1994 bestod regeringen af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Fra 1994–1996 var Kristeligt Folkeparti ikke længere en del af regeringen og fra 1996–2001 bestod regeringen kun af Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Helle Thorning-Schmidt på Folkemødet på Bornholm i 2015.
Billede: News Øresund – Johan Wessman, Wikimedia Commons, CC BY

Ved folketingsvalget i 2001 mistede Socialdemokratiet regeringsmagten. Denne blev først genvundet efter folketingsvalget i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister. En regering blev dannet bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. I 2014 trådte Socialistisk Folkeparti dog tilbage, og ved folketingsvalget i 2015 mistede Socialdemokratiet magten. Fra 2002–2016 var partiet kaldt ‘Socialdemokraterne’.

Siden folketingsvalget i 2005 har Socialdemokratiet ligget stabilt på 44–50 mandater i Folketinget.

Ved folketingsvalget i 2019 blev Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen landets nye statsminister, som leder for en mindretalsregering bestående kun af Socialdemokratiet. Frederiksen ledte landet gennem Corona-pandemien, hvor flere af hendes beslutninger blev set som kontroversielle. Efter folketingsvalget i 2022 kunne Mette Frederiksen fortsætte som statsminister, denne gang som leder for en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Ledere

#LederPeriode
1Louis Pio15 oktober 1871 – 1872
2Carl Würtz1872 – 1873
3Ernst Wilhelm Klein1873 – 1875
(1)Louis Pio1875 – 1877
4Christen Hørdum1877 – 1878
5A. C. Meyer1878
6Saxo W. Wiegell1878 – 1880
(4)Christen Hørdum1880 – 1882
7Peter Christian Knudsen1882 – 1910
8Thorvald Stauning1910 – 1939
9Hans Hedtoft1939 – 1955
10Hans Christian Hansen1955 – 1960
11Viggo Kampmann1960 – 1962
12Jens Otto Krag1962 – 1972
13Anker Jørgensen1972 – 1987
14Svend Auken1987 – 3 september 1992
15Poul Nyrup Rasmussen3 september 1992 – 14 december 2002
16Mogens Lykketoft14 december 2002 – 12 april 2005
17Helle Thorning-Schmidt12 april 2005 – 28 juni 2015
18Mette Frederiksen28 juni 2015 – nu

Repræsentation

Folketinget



Europa-Parlamentet

Regionsråd

Landstinget

Medlemmer

Nuværende medlemmer

Folketinget

Ministre

Europa-Parlamentet

Regionsråd

Kommunalråd

 

Tidligere medlemmer

Folketingsmedlemmer

Stedfortrædere

Ministre

EP-medlemmer

Regionsrådsmedlemmer

Byrådsmedlemmer

Landstingsmedlemmer

Amtsrådsmedlemmer

Kilder

Partier